Anerkendelse, anerkendelse, anerkendelse

Jeg har sagt det mange gange før og nu siger jeg det igen. Anerkendelse fylder alt for lidt i forbindelse med et vægttab. Lur mig om det ikke også gælder for dig. Vi mennesker bliver vores egne største modstandere og er tilbøjelige til at tale dårligt om os selv. Kan du genkende det fra dit eget liv, må du endelig læse videre. For jeg ved du er fantastisk. Og jeg ved du gør en masse for andre, du bruger meget af din energi på det men har ofte svært ved selv at blive fyldt op med energi. Og det er nu engang sådan at vi har den energi vi har. Når batterierne er brugt op står de dårlige beslutninger i kø. Dette sker alene fordi du er træt og mangler overskud. Og selv om du i en periode forsøger at spise rigtigt og får dig bevæget mere end du plejer, ja så synes de ekstra kilo at blive siddende. Bevares, du taber dig måske, men du tager dem også på igen. Det er derfor mange kalder det for kampen imod kiloene.

Men fortvivl ikke. For selv om det kan virke uoverskueligt, så er der faktisk måder hvorpå du kan få mere energi og overskud. I al beskedenhed er det her Tankekuren kommer ind i billedet. Dag for dag, minut for minut (ja, den tager kun et minut om dagen at få læst op:), vil du opleve at få muligheden for at lære dine tankemønstre og dine følelser bedre at kende. Det lyder måske lidt skørt men det at få et venligt klap på skulderen og en vedkommende besked der gør dig lidt klogere på dig selv, har vist sig at være guld værd som starten på et vægttab. Og det er ikke så mærkeligt endda. Du kender måske til det at tankerne kan myldre rundt i hovedet og der synes ikke at være hoved og hale på dem. Vi kommer til at forvirre os selv og ved ikke hvor vi skal starte og slutte. Sådan er det ofte når man skal tabe sig.

Tankerne skal samles og opmærksomheden skal vendes indad på en omsorgsfuld måde. For du er og bliver stjernen i dit eget liv og hvis ikke du skal passe på dig, hvem skal så?

Så smæk fødderne op og læn dig godt tilbage i stolen, for stjernestunder skal nydes. Jeg ved dog godt at du har masser at se til og derfor er det også vigtigt at den venlige stemme i programmet bliver færdig længe før du har handlet ind i Fakta. Og der tager det som bekendt kun 5 minutter:)

Nå, spøg til side. Anerkendelse kommer indefra og det er den der er vigtig at øve sig på når du skal have succes med at tabe dig og holde vægttabet. Når du får godt fat i den indre stemme der tiltaler dig pænt, vil du for eksempel opleve at det er meget nemmere at sige pyt når vægten stiger lidt (det gør den som oftest på et eller andet tidspunkt i et vægttabsforløb)

Når nu vi er ved al den snak om at anerkende sig selv. Har du tænkt over at når du taler pænt om dig selv og til dig selv, så vil du i langt højere grad tiltrække dig mennesker som gør det samme. Det smitter nemlig og virker sådan lidt magnetisk. Og hvorfor? Selvfølgelig fordi det er forbundet med god energi og det vil vi allesammen godt have mere af. Det virker alle steder. Både på arbejdspladsen, overfor børnene og overfor manden.

28 dage henne i programmet (ja, det varer jo altså 90 dage) fortæller folk mig at der opstår en form for afhængighed. De glæder sig simpelthen til den næste besked kommer. Og jeg tænker selvfølgelig at det er fordi de ved at den er anerkendende og fordi de kan mærke at det giver god energi. Og du ved det sikkert godt selv. Der skal ikke så meget til, når bare det er det rigtige. Især på arbejdet er det dejligt når nogen giver os et kærligt skulderklap. Det er som om ryggen retter sig og det mærkes godt.

Nå, men vær nu sød at minde dig selv om at anerkendelse er vigtigt at give sig selv. Om kiloene rasler af ved jeg ikke, men tro mig, de løsner sig. Og nej, jeg taler stadig ikke om kalorietabeller og motion. Jeg taler om at lytte til sig selv og mærke efter. Tankekurens app er lavet for at hjælpe dig med at træffe gode beslutninger og lære dine tanker bedre at kende. Skidt med hvad de andre tænker, det er dig det handler om. Lyt til beskeden hver eneste dag, så lover jeg dig du skal se løjer. Jeg ved godt det kan være en svær øvelse at vise sig selv nok opmærksomhed, heldigvis har du 90 dage til at øve dig. God fornøjelse:)

(U)lighed i sundhed, måske skal vi sigte lidt lavere

Som sundhedsfaglig person synes jeg at snakken om den ulige sundhed er spændende. Jeg er selv født og opvokset i en udsat familie, og har derfor også aktier investeret efter arbejdstid. Det glæder mig meget at der i disse år bruges tid og kræfter på at forstå hvor kæden hopper af, alt for mange mennesker bliver sat af og har svært ved at følge med det stærke felt.
Alle mennesker i dette land er potentielt udsatte, for ingen ved hvad der rammer os hvornår. Det vi ved noget om er at graden af uddannelse har indflydelse på hvor hårdt vi bliver ramt. Som eksempel ved vi at mennesker med lav uddannelse har dobbelt så stor risiko for at dø den første dag de er indlagt på et sygehus, som mennesker med en højere uddannelse har.
Har jeg med min uddannelse i sundhed, taget et skridt væk fra de der ingen har, er distancen blevet for stor? Vi siger med ord at vi forstår de der har svært ved at forstå sig selv, svært ved at finde fodfæste. Men er det så der vi starter? At række ud efter mere sundhed er en aktiv handling der kræver den fornødne energi og overskud. For mennesker der har svært ved at se fremtiden blive lysere er det virkelig op ad bakke at skabe momentum. Det kræver virkelig mod til personlig udvikling at forandre på sit nuværende ståsted. Først her kan vi begynde at tage mere ægte ansvar for vores sundhed og påvirke vores livsstil i positiv retning. Først her toner den indre motivation og sult frem. Frygten for at fejle fylder ofte meget, derfor resignerer vi og skaber det samme dårlige resultat som sidst vi forsøgte at gøre det bedre. Hellere være i det trygge som er meningsløst, end gøre det meningsfulde som er utrygt.
I mit arbejde med sygemeldte borgere i jobcenter og med unge anbragt på opholdssted, tænker jeg ofte på hvor meget et menneskes netværk betyder for evnen til at skabe fremdrift i eget liv. Og jeg bliver mindet om at vi mennesker ikke kan klare os uden hjælp fra andre. Og her taler jeg primært om den hjælp man ikke tager sig betalt for, men som udøves af kærlighed og omsorg for et andet menneske. Den hjælp man får fra familie og gode venner. Kommer man fra en udsat familie, er der ofte ikke meget hjælp at hente. Det skyldes at de mennesker man har omkring sig, som oftest har deres egne kampe at kæmpe. Modsat, er du et menneske med mange ressourcer, vil du også være langt mere tilbøjelig til at være en del af stærke fælleskaber. Her ser vi ihvertfald en af mange åbenlyse årsager til at afstanden mellem høj og lav sundhed, bliver større.
Vi må forstå at sundhed og usundhed breder sig som ringe i vandet. Det følger os hvor vi går.  Sundhed vokser i fælleskaber, det gør usundhed også. Derfor er det også en strategi der er dømt til at mislykkes, når vi prøver kræfter med dem som er mest udsatte, først. Istedet skal vi hellere målrette indsatsen imod de af de udsatte som virkelig gerne vil være deres egne sundhedsambassadører, du kan kalde dem de mest motiverede af de udsatte borgere. Det kunne være fristende at rette al opmærksomheden imod børnene og så vente på at de fik deres forældre med, et fænomen som er velkendt i udsatte familier.
Her ser vi ofte at ansvaret er vendt på hovedet, at det er børnene der henter cigaretter og øl til far. Som jeg ser det, en meget næstekærlig måde at gå til opgaven på, men som er svær at erkende hvis man selv er del af en ressourcefamilie. Eksemplet skal blot stå på mål for en grundtanke som i udgangspunktet er skæv.