(U)lighed i sundhed, måske skal vi sigte lidt lavere

Som sundhedsfaglig person synes jeg at snakken om den ulige sundhed er spændende. Jeg er selv født og opvokset i en udsat familie, og har derfor også aktier investeret efter arbejdstid. Det glæder mig meget at der i disse år bruges tid og kræfter på at forstå hvor kæden hopper af, alt for mange mennesker bliver sat af og har svært ved at følge med det stærke felt.
Alle mennesker i dette land er potentielt udsatte, for ingen ved hvad der rammer os hvornår. Det vi ved noget om er at graden af uddannelse har indflydelse på hvor hårdt vi bliver ramt. Som eksempel ved vi at mennesker med lav uddannelse har dobbelt så stor risiko for at dø den første dag de er indlagt på et sygehus, som mennesker med en højere uddannelse har.
Har jeg med min uddannelse i sundhed, taget et skridt væk fra de der ingen har, er distancen blevet for stor? Vi siger med ord at vi forstår de der har svært ved at forstå sig selv, svært ved at finde fodfæste. Men er det så der vi starter? At række ud efter mere sundhed er en aktiv handling der kræver den fornødne energi og overskud. For mennesker der har svært ved at se fremtiden blive lysere er det virkelig op ad bakke at skabe momentum. Det kræver virkelig mod til personlig udvikling at forandre på sit nuværende ståsted. Først her kan vi begynde at tage mere ægte ansvar for vores sundhed og påvirke vores livsstil i positiv retning. Først her toner den indre motivation og sult frem. Frygten for at fejle fylder ofte meget, derfor resignerer vi og skaber det samme dårlige resultat som sidst vi forsøgte at gøre det bedre. Hellere være i det trygge som er meningsløst, end gøre det meningsfulde som er utrygt.
I mit arbejde med sygemeldte borgere i jobcenter og med unge anbragt på opholdssted, tænker jeg ofte på hvor meget et menneskes netværk betyder for evnen til at skabe fremdrift i eget liv. Og jeg bliver mindet om at vi mennesker ikke kan klare os uden hjælp fra andre. Og her taler jeg primært om den hjælp man ikke tager sig betalt for, men som udøves af kærlighed og omsorg for et andet menneske. Den hjælp man får fra familie og gode venner. Kommer man fra en udsat familie, er der ofte ikke meget hjælp at hente. Det skyldes at de mennesker man har omkring sig, som oftest har deres egne kampe at kæmpe. Modsat, er du et menneske med mange ressourcer, vil du også være langt mere tilbøjelig til at være en del af stærke fælleskaber. Her ser vi ihvertfald en af mange åbenlyse årsager til at afstanden mellem høj og lav sundhed, bliver større.
Vi må forstå at sundhed og usundhed breder sig som ringe i vandet. Det følger os hvor vi går.  Sundhed vokser i fælleskaber, det gør usundhed også. Derfor er det også en strategi der er dømt til at mislykkes, når vi prøver kræfter med dem som er mest udsatte, først. Istedet skal vi hellere målrette indsatsen imod de af de udsatte som virkelig gerne vil være deres egne sundhedsambassadører, du kan kalde dem de mest motiverede af de udsatte borgere. Det kunne være fristende at rette al opmærksomheden imod børnene og så vente på at de fik deres forældre med, et fænomen som er velkendt i udsatte familier.
Her ser vi ofte at ansvaret er vendt på hovedet, at det er børnene der henter cigaretter og øl til far. Som jeg ser det, en meget næstekærlig måde at gå til opgaven på, men som er svær at erkende hvis man selv er del af en ressourcefamilie. Eksemplet skal blot stå på mål for en grundtanke som i udgangspunktet er skæv.