888 ord om det at gå en tur
Det er begyndt at sne igen, og jeg trækker huen lidt længere ned i panden. Vinteren har nu varet så længe at de fleste kører med vinterdæk. Brækkede arme, lår og kraveben har måske været lidt flere. Sommerdæk på bilen, gummisko på fødderne, som ejer, så hund. Jeg møder en ældre mand som nyder at snakke. Jeg har tid og lytter gerne. Han fortæller om sine nye metalbeslag erhvervet på det lokale apotek til 65 kr. Som et militært bæltekøretøj på vej efter en fødende kvinde, er han i rask fart med fast grund under fødderne. Jeg hilser af og går videre.
Tankerne farer igennem snefnug, der synes ikke at være nogen orden. Et øjeblik ærgrer jeg mig over ikke at have min diktafon med som jeg fik i gave for et par år siden. Så mange skøre og skæve ideer som fortjener at blive gemt. Altid udløst når jeg går eller løber. Jeg går længere ind i sindet og mærker hvordan jeg kommer i berøring med noget der har været. Har været, måles ikke i tid.
Nærmere en tilstand. Idag har jeg valgt at have musik i ørerne. Den forstyrrer mig ikke, opsætningen er så enkel. Jeg går i fred og biler passerer. Bag vinduesviskere er der hænder der vinker. Jeg har for længst opgivet at vinke igen. Hænder dybt begravet som en James Dean poster af Dennis Stock. Vi kalder os høflige og lykkelige. Lige nu vil jeg bare gerne være flink.
Jeg nyder at gå i det lokale. Kender mange og kender alligevel ikke nogen. Det er okay, trygt og rart at nogen vinker, siger dav og hej med dig. Lidt som to bobler der dytter til hinanden, opleves en slags fortovsfællesskab.
Jeg forsøgte at booke en tid til spinning i går. Holdene er stadig overtegnede, det gør mig glad. Vi er skabt til bevægelse og ved det godt. En mand jeg kender fik ondt i hjertet som 60 årig. En bypassoperation og et par gode råd gjorde ham frisk igen. Nu er han 75 og i god form. Sammen med sin dejlige kone går han 5-7km hver dag. Det kostede ham den brune nærende sovs, men var det hele værd.
Jeg sænker pulsen og stikker hænderne dybere i lommen. Jeg skal koncentrere mig og mærker kroppen stivne et øjeblik. Under den nye sne ligger isen og lurer. Som en Bambi på glatis gør jeg kur, men redder balancen på stregen. Jeg er tilstede.
I livet har jeg genfundet balancen og mærker mere. Forandring tager tid. Det er lykkedes at gøre belastning til ballast og vi har det hele indeni os.
Som deleforælder har jeg mere og mere følelsen af to fede liv i et. Børns tarv handler om forældres trivsel. Jeg har mulighed for at fyre den af med sport, job og byture den ene uge, og have tid til mine børn i den anden. Jeg ved der er mos i min græsplæne, det vil der altid være. Det er sgu’ okay. Jeg accepterer og smiler.
Underlaget er nu anderledes og bevoksningen lukker sig omkring Rasmussens lille verden. Jeg tænker på MOO(mennesker omkring os). Jeg har fantastiske mennesker omkring mig og tæt på. Morten, Dorte, Morten, Palle, Torben og Lone fylder i mig lige nu. Tænk at så almindelige navne kan dække over så store hjerter. Vi flytter os i tid og kontekst. Nogen flytter med, nogen forsvinder, andre finder tilbage. Og så er der dem der støder til. Mennesker tæt på får lov at pille ved smerten og dele glæden.
Jeg kommer ud af skovbæltet, fuldstændigt høj på mine tankers univers. Tanker i bevægelse er bare lettere. Igår havde jeg en samtale med en af de sygemeldte jeg beskæftiger mig med. Hun fik stress og en moderat depression og måtte sygemelde sig fra sit job.
Vi har gået adskillige ture sammen på 5-6 km. Hun fortalte hvor godt det havde været at gå klokken 9 om morgenen. At komme ud af sengen og finde ud af hvordan simpel struktur i form af en gåtur kan være med til at vise vejen. Hvordan en gåtur af en kendt rute kan have en forudsigelighed som er så velkommen, når der er kaos og fastlåsthed i hovedet. Hun sprudlede igen og skulle i gang på ny.
Et nyt job venter nu på en fantastisk medarbejder der har lært betydningen af afgrænsning og evne til at mærke efter nede i kroppen. Stress er en fantastisk vaccine hvis man formår at lære af den.
Om du går alene eller sammen med andre, er et fedt. Bare du gør det der mærkes rigtigt for dig. Begge dele er fyldt med ønsker om en god og sund livsstil. Virkningen er langtidsholdbar som kakao i brune kartoner. Og rygraden husker det.
Nyd de sidste dage med Bambi, så finder du balancen i krop og sind.
God tur