Tag ansvar for din balance
Kender du det, ikke at skulle andet end at sidde og kigge på en gadelampe der ikke er tændt? Hvis altså du gider og er i stand til det. Jeg mener, du kan jo også bare lukke øjnene og drømme dig væk til en gadelampe i en fantastisk storby. Amsterdam, Rom eller Paris. Åh ja, det kunne nu også være dejligt.
Men lige nu er jeg bare her. Lige her. Jeg er her så meget at jeg nu kan høre en sten blive fanget ind af en græsslåmaskine. Du kender nok lyden. ”Moster moster, se, jeg kan cykle uden støttehjul” En lille pige passerer gadelampen som er slukket. Hun er så glad. Hendes mor kommer småløbende efter hende. Hun er stolt. Hun har den ene arm hævet over hovedet. Jeg kan mærke at jeg bliver stolt på hendes vegne. Det er et stort mirakel når et lille barn lærer at holde balancen på sin cykel.
Som en linedanser, lærer barnet at flytte sit tyngdepunkt, inde bag navlen et sted. Justere og korrigere. Den kropslige bevidsthed bliver gradvist større, ligesom selvværdet også gør det. Det sidder i øvrigt også inde bag navlen.
Som voksen er det ikke længere så interessant at kunne holde balancen. Selvfølgelig er det godt at kunne, men ikke noget vi tænker over. Det sker at du bliver udfordret på din balance i Fårup sommerland. Det er okay og bare for sjov. Knap så sjovt er det at tage en snurre rundt tur i kaffekopperne, efter en omgang kold kartoffelsalat og 3 stykker spareribs. Det kan få den største mand i knæ, med ubalance, svimmelhed og kvalme til følge.
Hvad med dig? Kan du holde balancen? Stå på et ben når livet skubber til dig? Kender du dit mentale tyngdepunkt som gør dig i stand til at flytte dig inden du bliver væltet omkuld? Det er tankevækkende at så mange mennesker først får øjnene op for fysisk aktivitet, grundlæggende livsværdier, egne grænser, håndtering af egne følelser, søvn, alsidig kost, regelmæssige pauser og andet godt, når symptomer på stress og depression allerede har bidt sig godt fast i krop og sind.
Alt for mange tror at de når frem til tiden hvis de stiller uret. Men det er ikke tid de mangler. At nå frem til tiden uden knubs, handler om at sætte farten ned. Ja, indimellem kan det endda anbefales at slå automatpiloten fra og stoppe helt op. Få ryddet op i de igangværende konflikter og misforståelser du har i dit liv. Det forebygger sygdom og genskaber balance. Gør dine svagheder til dine styrker og brug din energi på aktiviteter der er til gavn for dig og dine. Du kan udvikle dig når du forandrer dig. Ikke før. Hav et fleksibelt sind. Brug din styrke og dit mod på at tage ansvar for din egen udvikling inden andre gør det. Skab små forandringer hele tiden, men bliv ved med at være den du er. Har du allerede mistet balancen, er målet det samme. At finde din sejlrende igen, denne gang uden at støde på grund.

